Risgård lidt halvsur
Han havde en stor anpart i det seneste mesterskab, og specielt den aften guldet blev plantet i den nordjyske muld, var han igen en af dem, der åbnede ballet og en gigantisk fest i Aalborg, der truede med aldrig at stoppe.. Men livet er gået fra godt til rigtigt skidt for Kasper Risgård, der nu spiller i Bielefeld.
Senest er den tidligere AaB spiller sat i forbindelse med OB, og det er ikke første gang. I marts måned 2009 blev både Risgård og Bøgelund pludseligt rygtet til den fynske klub, men det kom der intet ud af. Rygtet opstod i forbindelse med, at Risgård og AaB havde forhandlet og tilbudt ham lønforhøjelse. Til sidst blev Lynge rasende på Kasper Risgård og udtalte i Nordjyske:
-Vi har givet Kasper to fine tilbud. Han har sagt nej til dem begge uden overhovedet på noget tidspunkt at sige, hvad han så vil have i løn. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, og jeg må sige, at jeg er irriteret over denne fremgangsmåde, hvor man fører sig frem i medierne.
Den sag hænger stadig og spøger hos mange AaB fans, men lørdag eftermiddag tog Risgård bladet fra munden i Halftime med Per Rishøj:
-Jeg har et fantastisk forhold til AaB og til Lynge. Jeg bliver lidt halvsur, når jeg ser, at folk skriver, at jeg ikke kom ud af AaB på en god måde (givetvis med en hentydning til snakken der foregår på debatside.dk).
-Jeg synes jo, det er en fantatisk klub, det er der ingen tvivl om, men jeg har ikke hørt noget fra AaB. Jeg hørte også, at de skal have solgt spillere, før de henter nogle ind, så lige i øjebliket er jeg nødt til at kigge andre steder hen. Hvem ved, om AaB ringer en dag, men der er ingen tvivl om, at de næste tre uger bliver vigtige for mig og min videre karriere, siger Risgård.
Der er da heller ikke tvivl om, at Bielefeld gerne så Risgård forlade klubben så hurtigt som overhovedet muligt, og det udarter sig i en behandling af ham, som er både barnagtig, men desværre også alt for velkendt i fodboldens verden.
-Klubben vil gerne spare min lønkroner og se mig ude af døren. Det kan jeg se til træning, og jeg har nærmest ikke spillet nogle minutter i træningskampene. Nu begynder pokalturningen i aften, og jeg har fået at vide, at jeg bliver hjemme og træner om morgenen med to andre spillere, og så træner jeg med U23 om aftenen.
Hvad fremtiden bliver for gulddrengen må tiden vise, men Risgård har altid set godt i den rød/hvide uniform.
Husk i øvrigt at Halftime sendes hver fredag kl. 17.00 til 18.00 på 92.20 FM.


Jeg håber sådan, at Risgård og Lynge kan lægge fortiden bag sig, så Risgård kan komme hjem. Og vi som fans bør give ham en varm velkomst, hvis det gode skulle ske for os!
Enig eller uenig:
1
0