Martin P. – AaB’er for altid

Han er blevet rost for sit spil af Sir Alex Ferguson. Gennem 20 år spillede han i den rød/hvide trøje, som han trak over hovedet for første gang som 5-årig.

Nu spiller han i den bedste islandske række på en lejeaftale med Reykjavik-klubben Valur. AaBfan.dk har taget en snak med Aalborg-drengen og klubmanden Martin Pedersen.

Martin Pedersen, blandt fans og medspillere kendt som ‘P.’, er om nogen en spiller, der har skilt vandene gennem sin tid i AaB. Hans temperament, attitude og kompromisløse spillestil har for en dels vedkommende været en torn i øjet.

Omvendt finder mange, at netop disse egenskaber er en mangelvare i moderne fodbold, og sammen med sit bankende klubhjerte er han for mange et ikon i AaB’s nyere historie. De delte meninger er også noget, han selv er ganske klar over og forstår.

- Jeg fandt meget tidligt i min karriere ud af, at fodbold-Danmark havde mange forskellige meninger og holdninger om mig som fodboldspiller. Det har dog aldrig påvirket mig. Hvorfor skulle det?, spørger han, og fortsætter: – Jeg er den spiller og det menneske, jeg er, og jeg har aldrig haft problemer med, at nogle mennesker ikke bryder sig om mig. Alle har ret til deres mening, og den respekterer jeg.

Hvad enten man kan lide den lille back-terrier eller ej, så har hans hengivenhed over for klubbens fans altid været stor, og selvom han til tider finder dem hårde og krævende – af og til for krævende – har han en stor og ubetinget kærlighed til folket på tribunerne, blandt hvem hans familie også altid har været at finde.

De fans som Martin P elsker af hele sit hjerte

- Mit fodboldhjerte banker for AaB. Hver eneste gang jeg stod i tunnellen på Aalborg Stadion på vej på banen, tænkte jeg på min familie, som hver eneste gang AaB spiller, står og støtter drengene. Og så tænkte jeg på fansene. Dem ville jeg aldrig skuffe!, erklærer han, og fortæller om sine egne erfaringer med at være en del af tribunen.

- Fra jeg var 6 år gammel og til min debut i AaB-trøjen, stod jeg der også selv hver eneste gang. Og hvis ikke jeg stadig spillede, ville jeg stå der endnu! Det er måske også én af årsagerne til, at en gruppe som Boys favoriserer mig. Jeg er AaB’er. Og vil altid være det!

Personligt har jeg også altid haft en forkærlighed for dem, fortæller han og giver endnu engang udtryk for sin respekt for og betydningen af alle Vesttribunens faste grupper:

- De er der hver gang. Man kan altid høre dem. Støtter altid holdet. Uanset hvad! Det er fedt.

Temperamentet som med- og modspiller

Ud over hans store hengivenhed til klubben og dens fans, er et af hans klareste karakteristika temperamentet. En velkendt side af P., som også er en af de væsentligste årsager til, at AaB’s fans er delt i to lejre. En egenskab, som har været med til at forme ham til det menneske, han er på begge sider af stregerne. På godt og ondt. Ifølge ham selv har temperamentet både fordele og ulemper, og har kostet nogle hak i tuden. Omvendt har det givet ham selv og medspillerne meget energi på banen.

- Selvfølgelig koger det til tider over. Giver hjerneblødninger eller hvad de kloge kalder det. Det kan ikke undgås. Sport er følelser og indlevelse. Sport er krig, og der er meget på spil. Jeg er ikke den første eller sidste, hvis temperament koger over. Det er en del af det. Jeg har fået nogle røde kort i min karriere, ja. Unødvendige røde kort, ja. Men ikke mange. Så vidt jeg husker, har jeg kun fået ét rødt kort i ca. 130 kampe for AaB. Er det meget? Jeg er en vinder. Jeg er en type, hvis force er at gøre andre gode. Jeg yder altid mit bedste, og jeg giver aldrig op. Det er mine dyder. Ud over mit venstreben selvfølgelig, pointerer han med et glimt i øjet.

Også uden for banen har temperamentet nogle gange lynet, hvilket har givet mange hårde ord med på vejen fra omgivelserne. Prædikatet ‘voldspsykopat’ har han fået hæftet på sig af visse fans grundet en cocktail af den kompromisløse spillestil og hændelser i Aalborgs natteliv. Hændelser, som også er afstedkommet af den direkte og ærlige person, der gemmer sig bag backen.

- Jeg er endt i situationer, også uden for banen, som jeg ikke burde være endt i. Slagsmål. Skænderier. Præcis som på en fodboldbane. Jeg er dog med årene blevet en smule mere tålmodig. Andre ville sige klogere. Der skal mere til at irritere mig nu, end da jeg var 20. Dog siger jeg altid min mening. Jeg synes, det er vigtigt. Om det er til min kæreste, min familie, til et taktikmøde eller til møde med diverse sportsdirektører, så giver jeg min ærlige mening til kende.

Farvel til barndomsklubben

Bramfriheden og ærligheden kom også til udtryk i udmeldingerne til pressen i efteråret 2008. Det gav mange det indtryk, at Martins og AaB’s efterfølgende brud skulle have været af den mere komplicerede og ikke så kønne slags. Det kan hovedpersonen selv klart afvise, selvom han medgiver, at det var en enorm skuffelse først at blive holdt hen, og siden blive fundet for let af sin hjerteklub.

- Jeg synes, det var lidt frustrerende ikke at vide, hvad klubben gerne ville med én. Og ja, det fortalte jeg også ærligt til medierne. Jeg ville rigtig gerne have forlænget med AaB. I mange år. Men så kom mødet med Lynge, jeg husker ikke rigtig tidspunktet, men det var lige omkring nytår. Det var et godt møde. Vi snakkede om alt og ingenting og selvfølgelig om min fremtid med AaB. Den skulle desværre ikke være.

AaB’s skrantende økonomi var årsagen, hvorfor klubben valgte, at man ville bruge Michael Jakobsen på venstrebacken. Dels for at spare Martin P.’s lønning, men også fordi man ønskede at bruge Michael Jakobsen på denne plads, så der kunne banes vej for et salg og dermed penge i AaB’s slunkne kasse. Trods skuffelsen over ikke længere at indgå i planerne for fremtiden, selv med masser af spilletid i fx Champions League, er det dog ikke noget, der nager længere.

- Jeg respekterede AaB’s beslutning, og sammen meldte vi ud til omverdenen, hvad planen nu var. Intet drama. Og jeg bærer intet nag til nogen i klubben. Den dag i dag, har jeg stadig et fint forhold til Lynge og andre i klubben.

Efter den triste melding fra AaB om, at han ikke længere indgik i klubbens planer, måtte Martin nu se sig om efter et alternativ, som ville gøre brug af hans evner og attitude på banen. Her stod AaB-overskudslageret Vejle klar med en kontrakt, og han slog til.

Han vidste på forhånd, at han havde ambitioner om udlandet året efter, og dem delte han med Vejle allerede ved ankomsten til klubben. Da Vejle året efter rykkede ned, blev der i medierne gjort et stort nummer ud af, at han ikke ville spille i 1. division for Vejle. Noget, der irriterer ham enormt.

- Jeg har aldrig udtalt, at jeg ikke vil spille i Vejle. Uanset nedrykningen eller ej! Vejle kendte til mine planer om udlandet, da jeg skrev under med dem. Der var klare linjer. At foråret 2009 så udviklede sig som det gjorde, kunne ingen jo forudse. Vores træner blev fyret efter fire kampe, jeg blev skadet efter fem, vores sportsdirektør blev også fyret kort efter og til sidst nedrykningen, forklarer han og giver sit syn på, hvorfor historien blev som den blev.

- I mellemtiden blev jeg så næsten dagligt kontaktet af medierne om mine planer for fremtiden. Mine svar var altid, at jeg havde større ambitioner end den danske 1.division, og at jeg vil gerne prøve at spille i udlandet. De svar blev så til: “Martin P. vil ikke spille i 1.division”, “Martin P. vil gerne væk fra Vejle” og i den dur. Det var meget uheldigt, for det var ikke tilfældet, fortæller han og understreger, at han måske skulle have været lidt mindre åbenmundet, men at det absolut ikke var for at være illoyal over for Vejle.

Nedturen

Efter 31 runder af sæsonen 2008/2009 var nedrykningen en realitet, og P. rykkede med resten af Vejle-truppen en tur i 1. division. Ambitionerne om et udlandseventyr blev ikke til noget den sommer, og efter at være kommet sig over den skade der ødelagde så meget i foråret 2009, begyndte spillelysten igen at melde sig hen over sommeren. Selvom niveauet ikke var det, han havde håbet på. Undervejs havde klubben fået ny træner i form af svenskeren Mats Gren, og træneren havde stor fidus til Martin P., hans stil og facon. Det tegnede trods alt udmærket, og til at begynde med gik det også godt for den sydøstjyske klub. Men igen satte en skade en træls stopper for det hele. Samtidig begyndte Vejle-holdet at falde fra hinanden, og selvom han ikke var i stand til at præstere 100% på grund af sin skade, valgte træneren alligevel at benytte P. Til større og større frustration. Det hele kulminerede i november 2009, hvor han havde en batalje med dommer Kent Bøgelund under en kamp mod FC Vestsjælland. En episode, som endte med en udvisning for brok, og som sammen med den efterfølgende tid stadig kan få ham op i det røde felt.

- Det var helt hen i vejret! Dommeren sagde efter kampen, at jeg fik rødt kort for at kalde ham en ‘fucking idiot’. Det var direkte løgn! Ikke at jeg kaldte ham det, men at jeg fik rødt for det. Jeg kaldte ham nemlig først en ‘fucking idiot’ efter, at han havde givet mig det røde kort. Det er sammenhængen. Træneren troede mere på dommeren end på mig og kaldte mig indirekte en løgner. Mig? En løgner? Det var dråben for mit vedkommende. Og han følte åbenlyst det samme. Vore veje måtte skilles. Og det gjorde de. Den næste tid var hård for mig. Ingen interessante klubber bød sig til, og Vejle valgte at sende mig ned på 2. holdet.

Lyset på Island

Martin P med sin nye træner Harri Jónsson

Efter at være røget helt ud i kulden og se sig henvist til U-truppen, så fremtiden mere end trist og kedelig ud for P., som trods sin altid engagerede indsats nu ikke kunne gøre det, han allerhelst ville: spille fodbold. Men pludselig dukkede løsningen op. Og af alle steder lå den på Island.

- Jeg fandt et lys. Island. Her er jeg nu. Og tiden må igen vise, hvad der sker, fortæller han, og giver sit syn på islandsk fodbold og sin egen fremtid i Nordatlanten.

- Den islandske liga har overrasket mig positivt. Der findes mange gode fodboldspillere heroppe. Holdene er selvfølgelig præget af, at de fleste spillere ikke er fuldtidsprofessionelle. Det er en skam. Det ville løfte islandsk fodbold meget. Især på det taktiske og tekniske plan. Om jeg kunne se mig selv fortsætte på Island? Ja, hvorfor ikke? Jeg er glad her. Som sagt har jeg stadig forholdsvis store ambitioner. Jeg ved, jeg har niveauet til at kunne begå mig på højere plan. Det har jeg vist. Men jeg lukker ingen døre. Og jeg er meget taknemmelig for min islandske klub Valur.

Selvom ambitionerne tydeligvis stadig er store, har Martin P. efter de sidste par turbulente år lært meget og fundet ind til det, der betyder noget i hans tilværelse som fodboldspiller.

- Mest af alt handler om at være et sted, hvor man er glad og ens arbejde bliver påskønnet. Om det så er her på Island, i Danmark, i Hviderusland eller noget helt fjerde, det er faktisk ikke så vigtigt.

Træningen kalder, og vores snak skal til at slutte, men P. har til sidst en lille hilsen – måske iblandet et håb og ønske for fremtiden – til de trofaste og engagerede fans, som altid har betydet så meget for ham.

- Til alle dem, som til hver kamp står bag målet og synger, hepper og støtter drengene: Tak! Og vi ses igen…