En Away-tur ud over det sædvanlige

Til lørdagens kamp i Horsens havde Vesttribunen arrangeret fælles togtur for alle interesserede. Der var afgang fra banegården lidt over middag, og små 200 troppede op.

Det er altid svært at vide, præcist hvor mange der møder op, men DBS og Vesttribunen forsøger at forberede sig så optimalt som muligt vha. det oprettede event på Facebook, hvorigennem de kan følge med i, hvor mange der tilmelder sig. Turen til Horsens var dog præget af lidt organisatoriske udfordringer, beretter Michael Meelsen fra Vesttribunen.

– Vesttribunen har, som så mange andre, været ramt af sommerferie, og der var derfor ikke indgået en konkret aftale med en bar forud for vores besøg i Horsens, idet der ganske enkelt var opstået misforståelser mellem de organiserende kræfter i gruppen. Normalt indgåes en aftale med en konkret bar, hvor vi er velkomne til at feste og hygge os frem til kampstart.

Meelsen fortæller AaBfan.dk, at den normale procedure for planlægningen af en udebanetur, som den til Horsens lørdag, indeholder en dialog med såvel DSB som politiet. Ydermere skal der laves aftaler med en bar, som har lyst til at huse os forud for kampen. Der skal også bestilles stickers hjem, som sælges på selve turen. De er med til at finansiere de tiltag, som Vesttribunen laver på stadion. Sådan plejer opskriften at være for en velorganiseret ”away” at lyde, men til denne tur glippede altså en smule.

Efter en livlig togtur ankom vi til Horsens kl. 15.30, hvorefter de medrejsende fans begav sig mod en bar, hvor der, grundet de førnævnte organisatoriske problemer, ikke var indgået en forhåndsaftale. Desværre opstod der hurtigt tumult på baren, hvilket resulterede i, at vi havnede i lidt af et ingenmandsland, hvad angik bar til fælles opvarmning før kampen. Heldigvis viste vejret sig fra en venlig side, så folk slog sig ned og fik en øl på et grønt areal ikke langt fra Casa Arena.

Lad os med det samme slå fast, at det hører til sjældenhederne, at der opstår situationer, som den nogle oplevede på baren før kampen i Horsens. Stemningen plejer at være god og humøret højt. Sådan skal det også være fremover, så alle har lyst til at tage med på tur igen. Uheldige sammenfald gjorde, at der kom lidt ridser i lakken for de førstegangsmedrejsende, der dog heldigvis fandt, at der var flere positive end negative elementer fra dagen.

Før kampen fik vi snak med Jovan, som var en af dem, der for første gang var taget med på udebanetur. Han har før støttet holdet hjemme på stadion, men valgte lørdag at tage med på sin første tur med Vesttribunen. Jovan forklarede, at han valgte at tage med netop nu, da det pt. går AaB godt.

– Det er jo sjovere at se fodbold, når de vinder nogle kampe og spiller godt, og ikke ligger og roder rundt i bunden.

Spillet har således været en medvirkende faktor til at lokke Jovan afsted, og han siger til AaBfan.dk, at det helt sikkert har vækket hans lyst til at deltage igen, når Vesttribunen arrangerer en ny tur.

– Det er så fedt, at der er så mange med. Det sammenhold man mærker, det er virkelig stort. Det er klart sjovere, jo flere man er, sagde Jovan og begrundede sit hidtidige fravær på turene med, at han passer godt på sine penge.

– Jeg er nok lidt sparsommelig, men mon ikke jeg kan finde 100 kr. til sådan en tur en anden gang, smilede han.

Det blev ikke til en samlet march mod Casa Arena, men foruden de godt 200, der rejste med Vesttribunen, dukkede også busser fra ASC samt en masse, der på egen hånd havde fundet til Horsens, op. Der var vel et pænt stykke over 500 AaB-supportere tilstede på Casa Arena, som efter en prøvelse i tålmodighed foran billetlugen kunne tage plads på tribunen.

Horsens har et fint nyt stadion, hvor udebaneholdets tilhængere har gode forhold og godt udsyn til grønsværen. Kampen igennem var der rigtig god vokal og visuel opbakning til holdet, både i form af flag, serpentiner og lidt pyroteknik. Selvom holdet kom bagud 1-0 efter et lille kvartes spil, blev der sunget igennem; “Aldrig, aldrig, aldrig gi’r vi op”, Og det gjorde hverken vi eller spillerne. For tilskuerne var det en underholdende kamp med hele seks mål, og selvom spillet ikke var det bedste, var det med tilfredshed, at flokken af fans kunne begive sig mod stationen i Horsens med ét point i bagagen.

Turen hjem bød på højt humør og tilfredse fans. For at sådan en dag skal blive helt optimal, set fra et supporterperspektiv, skulle vi have undgået balladen på baren og snuppet alle tre point. Det sidste er vi ikke altid selv herre over. Det, vi som enkeltpersoner skal huske på når vi er af sted, er, at vi bliver et samlet billede på AaB-fans.

Vores respektive handlinger kan ramme hele gruppen, både på godt og ondt. Der er ting, der er en del af kulturen; sang, flag, råb og måske et enkelt blus eller to. Men episoden på baren forud for kampen, gør det vanskeligt for Vesttribunen at finde en bar, hvor vi er velkomne, næste gang turen går til Horsens. Rygterne spredes hurtigt, og i visse tilfælde er det uretfærdigt og uberettiget. Men der kommer sjældent røg uden brand, så for fællesskabets skyld er det bedre at bruge energien på tribunen og i marchen, og ikke på at ommøblere baren uden ejerens samtykke. Arrangørerne gør et stort arbejde, og selvom det denne gang lod lidt tilbage at ønske, så lad os ikke gøre det sværere for dem, end det behøver at være. Alt i alt var det dog en god dag, hvor den gode stemning fyldte mest, og hvor vi igen viste de positive takter, der gør os til en uvurderlig 12. mand for holdet.

Share

9 Responses

  1. Michael siger:

    Synes virkelig godt om!

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  2. B. Nielsen siger:

    Enig. Det er en god vinkel at få med – som mange andre sportsmedier forsømmer.

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  3. Jesper siger:

    Godt skrevet og faktisk rigtig rart at høre hvordan og hvorledes det fungere når der er ture til udebane kampene, specielt når man aldrig har været med på sådan en tur :O) Det er lige før at jeg er solgt :O)

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  4. Henrik Pedersen siger:

    Opturs artikel :)

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  5. Casper siger:

    Det var en rigtig fed away, også selvom man ikke var med i den fælles flok. Det generede mig dog lidt at nogen mente det var smart at smide med kanonslag. Det synes jeg ikke jeg har oplevet før med AaB fans. Så det må I gerne lade blive hjemme en anden gang.

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  6. Ole K siger:

    Det var en super fed AWAY, havde konen med for første gang og HUN var solgt, vi skal klart afsted igen og da gerne til samme pris :-)

    Forza de røe

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  7. Steven siger:

    BLIV VED MED AT STØTTE DRENGENE PÅ BANEN GUTTER!<3

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  8. Jan siger:

    Ekstra Bladet´s Jens Patrick Thiede havde følgende kommentar mandag 8/8-2011:

    “Vi ligger nummer et” sang fansene fra AaB – højt og med værdighed. Da fanklubben Den Gule Fares medlemmer sang det samme tidligere i kampen lød det uden overbevisning.
    Opbakningen i Horsens er ikke holdet værdigt. Hjemmeholdets fans havde ikke meget at byde på. Ud over at de trommede og trommede, som var de til karneval. Trommer kvæler ofte sangkulturen på tribunerne, og AaB´s fanblok var et medlevende bevis på flot, verbal opbakning.
    AaB´s fanblok var et medlevende bevis på flot, verbal opbakning, selv om kanonslag trækker ned.

    Meget bedre omtale fås vel næppe. Godt gået af alle de 500 medrejsende AaB fans …!

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

  9. Bo Trige siger:

    Lyder som en rigtig god tur, og er enig i at det er vigtig at man “opføre sig ordentlig” når man er afsted. Når det er sagt har I sku også overbevist mig om at jeg viul til og med på nogle udebaneturer, sidder igen lidt tungt på pungen men der skal da helt klart laves om på prioriteterne(eller hvordan i alverden det staves)

    Enig eller uenig: Thumb up 0 Thumb down 0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>