Lucas: Jeg får mere og mere selvtillid

Chris Rolfes forstuvede ankel åbnede op for en startplads til Lucas Andersen i dagens sejr mod Lyngby, hvor Kent Nielsen ellers havde bevaret startopstillingen fra forårspremieren mod FCK. Den unge spiller kvitterede for startpladsen med en flot indsats og lagde assisten til Anders Dues 1-0-scoring, som afgjorde kampen. Det unge stortalent var også tilfreds med sin indsats.

– Jeg synes, det går rigtigt godt, og jeg kommer fint i gang. Især de første 35 minutter går det godt, og det er rigtigt dejligt at spille godt fra start, udtaler han til AaBfan efter kampen.

Det er efterhånden blevet til en del indhop og en mængde kampe med reserveholdet for den kun 17-årige spiller. Og de mange kampe og træning på højeste niveau giver pote.

– Jeg synes, det går den rigtige vej. Min udvikling går i en opadgående kurve, og det begynder at gå virkeligt godt. Jeg får udviklet mig på en masse områder, og jeg føler mig også mere moden som spiller. Jeg føler, jeg er ved at være klar til at få nogle startere, siger Lucas Andersen.

Den unge spiller er dog ydmyg efter den fine indsats i dag og kåringen som kampens spiller af publikum på Stadion. Om de gode takter nødvendigvis kaster endnu en startplads af sig, vil Andersen ikke spå om.

– Det ved jeg ikke. Det kommer an på om Chris (Rolfe, red.) er klar. Jeg håber det da, men det er jo op til Kent, og også op til mig selv i træningsugen op til kampen. Hvis jeg gør det godt, håber jeg, jeg kan få lov at starte inde igen.

Hvis Lucas Andersen får genvalg i udekampen mod Køge, kan AaB-fans og andre fodboldinteresserede måske se frem til flere kreative lækkerier fra den unge spillers side. I dag var der i hvert fald fine eksempler på, hvad talentet byder på med fine frispilninger, godt touch på bolden og selvfølgelig den målgivende aflevering. Det kreative er Andersens spidskompetence, og det er også noget, man kan få ros for fra de mere etablerede spillere.

– De er rigtigt gode til at rose én efter kampen, og det giver jo én et kæmpe skulderklap. De er glade, når det går godt for én – også når man er så ung. Og det får jo bare én til at få mere og mere selvtillid, afslutter Lucas Andersen og giver dermed næring til forventningerne om fortsat fremgang hos den unge spiller.

Share

1 Response

  1. Eddie Stahrenberg siger:

    Dejlig indsats Lucas! Der gik måske lidt for meget indendørs i den i 2. halvleg, men som 17-årig bliver man måske lidt overgearet :-) God indsats, fortsæt det gode arbejde!

    Mange er enige i indlæget. er du?: Thumb up 20 Thumb down 1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>